Nedstigning i et ”rædselsfuldt Svælg”

Document Actions

Høyesterettsadvokat Bernhard Dunker, som var i Neskilen sommeren 1852 i forbindelse med en rettssak om gruverettigheter, har gitt en beskrivelse av hvordan det var for en ikke-bergmann å foreta en nedstigning i Gamle Mørfjær gruve.

”Strax jeg var kommen til Næskilen var jeg gaaet hen for at see Mørefjær Grubes Dagaabning, … Denne Grube har i gamle Dage givet det bedste Stangjern som findes i Verden, men ved Ukyndighed og Uheld er den, jeg troer i 1812, styrtet sammen. Dens Dagaabning er et saa rædselsfuldt Svælg, at, da jeg havde seet, hvorledes det omtrent saa du, gik jeg derfra og holdt mig siden i ærbødig Afstand. Jeg gjorde med Mørefjær Grube ligesom Hitterdølerne med Dampskibet, jeg vendte den altid ryggen og talte ikke derom. Torsdag Morgen, den sidste Dag, jeg var i Næskilen, havde jeg endnu ikke været dernede. Candidat Dahl havde spurgt mig, om jeg ikke vilde see de Indretninger, hvorom jeg allerede havde skrevet saa meget og skulde skrive endnu meget mer, men jeg svarede aldeles ligegyldigt og med det naturligste Smiil, at jeg vidste fuldkommen godt, hvorledes der saae du, og ikke behøvede at see med Øinene. Men den sidste Morgen vaagnede jeg ordentlig med Forskrækkelse over, at jeg endnu ikke havde været nede i Gruben, og at det nu næsten saae du til, at jeg vilde forlate Næskilen uden at have vovet at foretage en Undersøgelse, som, om den ikke var absolut nødvendig, dog var nyttig, ja muligens endog kunde forandre mine Anskuelser af det hele Retsforhold. Jeg havde ikke ved min Svimmelhed ladet mig afholde fra for min Fornøielses Skyld at bestige Maristien, hvor der var virkelig, oprigtig Livsfare, og nu skulde jeg give efter for min Svimmelhed, hvor det gjaldt mine Forretninger, mit Embede og min Pligt, og hvor der slet ingen virkelig Fare var. Jeg skyndte mig op af Sengen, bad Dahl om en Bergmandsdragt og sagde, jeg vilde ned i Gruberne. Han gjorde sig strax istand til at følge mig, og sagde, det havde undret ham, at jeg ikke allerede havde været der nede. I Alminnelighed er der ingen Aledning til at blive svindel ved at stige ned i Gruber, fordi Aabningen er saa trang, at man altid har de fire Fjeldvægger lige paa Siden af sig, og den uhyre Dybde nedad seer man intet til. Men her var et Svælg, som om jeg ikke tager Feil er 270 Alen langt, 90 Alen dybt. I Midten af denne med aldeles glatte, lodrette Vægge omgivne afgrund, stiger man ned ad en almindelig Stige, der hænger fastrammet i Klippen, og man kan saaledes under Nedstigningen oversee det hele svimlende Dyb. Jeg besluttede ikke at tænke paa andet end Stigen, ikke at see paa andet end dens Trin, og saalænge jeg holdt fast ved denne Beslutning, gik alting godt. Men, da jeg var kommen ned til et Repos, der hænger som en Kurv paa Klippen, og er omgiven af et Rækværk, forlod jeg Stigen, gik hen til Rækværket og saae mig omkring. Det syntes mig ikke, at jeg blev svindel, men Blodet stansede i mine Aarer, og jeg følte hvert Lem, hver Nerve døe. Aldrig har jeg været saa nær ved at besvime. Jeg vidste meget vel, at der ingen Fare var ved at besvime her: saa meget sikkrere var det, at jeg da ikke kunde komme du over Rækværket. Men hvilken Latterlighed at falde i Besvimelse! Det kan en Dame gjøre; men jeg som altid har bildt mig ind at være en Mand! ”Nei,” sagde jeg til mig selv, ”jeg vil ikke besvime. Hellere vil jeg brække Halsen, det er dog idetmindste ikke latterligt! Ned ad Stigen igjen, saa faar du andet at bestille end at besvime!” og med dirrende Hænder og Been greb jeg i samme Øieblik atter fat paa Stigen og fortsatte Nedstigningen. Det hjalp. Jeg fik virkelig andet at bestille end at besvime, og da jeg havde steget 10 a 12 Trin ned, var det Hele over. Ved næste Repos ventede Dahl paa mig. Men jeg ikke hen til Rækværket, og saae mig ikke omkring, førend vi var komne heelt ned. Til min store Trøst fortalte Dahl mig, at da han første Gang steg ned i dette Svælg, havde han været nær ved at blive svindel. ”Det var heller ikke langt fra, at jeg var bleven svindel, da jeg saae mig om, medens jeg var midt paa Væggen,” sagde jeg. Derefter before vi med Fakler de bergmandsmæssige Gange, Stoller og Gesænk, som vi Begmænd kalde vore Kunster nede i Fjeldene, og saa klatrede vi op igjen til Oververdenen, jeg denne Gang uden at gjøre Forsøg paa at nyde Udsigt.”

[Fra Bernhard Dunker: Reise til Telemarken og til Arendal sommeren 1852. Sitert etter Harald Berntsen: Trekk av Stokkens historie ca. 1600-1962, 1981.

Opprettet av brit
Sist endret 2006-10-06 10:08