Øyestad-prestens tale i 1814

Anne Tone Aanby, Aust-Agder-Arkivet
Agderposten 20. mai 1997

Vi har akkurat lagt 17. mai-feiringen bak oss. I alle landets kommuner har det blitt holdt tale. Og så godt som alle 17. mai-talere nevnte året 1814 og knytter ordene grunnlov, nasjon, frihet og selvstendighet til talen.

Dette merkeåret i norsk historie er heller ikke historikere ferdig med. Den historiske debatten dreier seg i hovedsak om hvorvidt frihetsverket ble kjempet fram av en nasjonal vilje i det norske folket, eller om hendingene dette året var et spill av tilfeldigheter der stormaktene og den danske arveprinsen Christian Fredrik spilte en hovedrolle.

Professor Knut Mykland har lagt stor vekt på at Christian Fredriks Statsmannskunst var et viktig grunnlag for at Norge kunne hevde en selvstendighetslinje og arbeide for en egen grunnlov bygd på ideer fra den franske revolusjon. Da Kielfreden var et faktum, og den danske kongen måtte gi fra seg Norge til fordel for Sverige, handlet arveprinsen raskt. Etter råd fra sine venner i Norge ga han opp tanken om å gjøre krav på den norske tronen i kraft av arveretten. Og etter ha fått forsikringer om at han ville bli valgt til norsk konge på et eget stormannsmøte, var strategien klar.

Folket skulle avlegge ed på at at de hevdet norsk selvstendighet på en ekstraordinær bededag i kirkene, og samtidig skulle det velges valgmenn til en riksforsamling som skulle arbeide for en fri forfatning. Ved utforming av valgreglene fastla prinsen på denne måten i hovedsak sammensetningen av riksforsamlingen. Ved å la det norske folk avlegge ed, knyttet han folket til selvstendighetspolitikken både juridisk og følelsesmessig og dermed banet han også veien for et valg av seg selv som Norges konge.

Fulgte prestene opp Christian Fredriks proklamasjon som ble sendt via biskopene? Det blir hevdet at det er lite en egentlig vet om dette. Men Øyestadpresten Axel Christian Smiths (prest i Øyestad 1794‒1823) tale til sine sognebarn er bevart. På Aust-Agder-Arkivet har vi så godt som alle prestens taler, også talen han holdt på den ekstraordinære bededagen 11. mars 1814:

Gamle Norges Sønner! Ædle Vener og Landsmænd!

En viktigere Dag end denne veed jeg ikke – jeg er nu en halvfirsinds tyve Aars Olding ‒ at have oplevet. Ofte har jeg ‒i mine 40 Tienesteaar ‒ talt for Meenighederne i Herrens Tempel, aldrig var Emnet, hvorover Jeg skulde tale, saa sjeldent som dette: Jeg skal tale Fædrenelandets Sag for Eder, som med mig ansee det for en Ære at kaldes Nordmænd. Jeg skal bestræbe mig for at oppuste den Ild, som unægtelig ulmer i enhver Nordmands Hierte. Jeg skal ‒ efter Ordre fra den Ædle, Hans Høihed Printz Christian Frideric, der tilbyder sig at gaae i Spidsen for Norges Krigere ‒ søge at opvække i mine Tilhøreres Siele, Mood og Iver for at hævde vort Fødelands Selvstændighed sc: Uafhengighed og Frihed.

Løste er vi nu ‒ dette er vel ingen af den ærede Forsamling ubekiendt ‒ løste ere vi nu fra den Regiering, som vort gamle Norge i Aarhundreder har været underlagt. Dannerkongen, 6te Frideric, der saa inderlig ælskede sit Norge, maatte give Slip paa dette kiære Land. Saa bød uretfærdige Fiender, der med 3dobbelt Styrke vare rede til at anfalde Hans Rige. Fred med denne fordums vor Konge ville hine stolte Magter ei indgaae, under anden Betingelser end Norges Afstaaelse til Kongeriget Sverrig. At lægges under denne Regiering. Det var Offeret.

Ikke ville vi, mine Venner! ‒ ikke kunne vi ‒ vi bør heller ikke laste dette Folk. Den svenske Nation er en hederlig Nation. Det Svenske Folk er et vindskibeligt Folk. Men, vi ønske dog ikke at blive underlagte Sveariget. Vi ville være det svenske Folks Venner, vi ville være deres Bundsforvante, men ikke deres Med-undersaatter. Frihed ‒ Uafhengighed er Vor Attraae. Vi ville have en Bestyrelse for os selv, og i vort eget Land. En Regiering, hvor Nationens Stemme ikke skulle være ugyldig og intet-betydende. En Regiering vi have Grund til at haabe, da hans Høihed Printz Christian Frideric paatager sig at være Norges Beboeres Frelsermand.

Men er dette vort Ønske, agtbare Landsmænd! Saa lade os være besielet af det rette ædle Borger-Sind. Samdrægtighed vorde den Dyd vi i alle Vore Handlinger høit agte. Vi foreene med denne Dyd indbyrdes Fred og Forligelighed. Vi være hver i sin Kreds, arbeidsomme, flittige, vindskibelige. Og med disse ædle Dyder lade vi Tarvelighed følge os i vore huslige Beskieftigelser. Maadehold i Forbrugelse af det ikke aldeles Nødvendige. Saa tenke vi, saa handle vi, og vi skulle ‒ udrustet med disse Vaaben, vorde kraftfuldere, end om vi vare væbnet med de stærkeste Skiolde og Pantsere. Vi skulde i modsatte Tilfælde vorde feige og forsagte. Svækkede af de værste Fiender sc: Vellyst og Overdaadighed skulde Vi Vorde ‒ langt under vore Fædre ‒ Kraftløse og som Uslinger snart blive et Rov for mod os stormende Fiender, mine Elskelige.

Jeg har ikke nævnt det viktigste i vor Tænkemaade og Forhold. Tillid til Alstyreren ‒ Vore Hierters Opløftelse til ham, den Algode. Ikke var det, mine Venner! fordi jeg ansaa dette Skridt som ubetydeligt og unødvendigt, at jeg tilsist erindret Eder derom, men jeg troede: det skulle giøre det stærkeste Indtryk paa Eders Hierter, naar jeg – naar jeg ‒ efter aa ha talt om det mindre viktige, ‒ mindende Eder derom, nu i dette Øieblik jeg her, staaende for Forsamlingen, skal nu efter Befaling opfordre Eder alle ‒ som Landets Sønner ‒ høitideligt at sværge: at I ville som trofaste Nordmænd, kiempe for Eders Fedrenelands ‒ det gamle Norges Selvstændighed, i.e. dets og Frihed og Uafhængighed.

Men førend jeg kalder Eder frem, mine ærede Landsmænd! Til dette viktige Skridt, har jeg effter Ordre ‒ at oplæse for Eder Følgende: No 1. 2. 3. (presten leser så opp punktene i proklamasjonen fra Christian Fredrik, som er en befaling om at denne ekstraordinære bededagen skal holdes, og på hvilken måte det hele skal foregå. Han spør så menigheten:)

Og sværge I da nu at hævde Norges Selvstændighed ‒ at vove Liv og Blod for det elskede Fedreneland?

(Menigheten svarer:) Det sværge vi saa sandt hielpe os Gud og Hans Hellige Ord.

Vi ser at Øyestadpresten fulgte opp de intensjonene prins Christian Fredrik hadde; danskekongen er rosende omtalt, og Christian Fredrik er betegnet som «Frelsermand». Likevel kan vi se at øyestadpresten valgte en mildere tone i omtalen av Sverige enn Christian Fredrik gjorde i den kunngjøringen han sendte til biskopene/prestene.

Fiendebildet av Sverige, som prinsen tegnet, er erstattet med «Den svenske Nation er er en hederlig Nation og det Svenske Folk er et vindskibeligt Folk» av presten. Å la nordmennene sverge ed i kirken etter en tale av presten, viser også hvor strategisk Christian Fredrik tenkte. Han visste vel at embetsstanden var tro tjenere av den dansk-norske staten. Men hvem var det så som kunne møte i Øyestad kirke denne søndagen, det skulle jo også velges valgmenn som i neste omgang skulle velge representanter til Riksforsamlingen på Eidsvoll? Dette sto i punktene presten Smith henviser til.

Verken tjenestejenter eller ukonfirmerte hadde adgang til kirka, fruentimmere måtte holde seg i bakgrunnen. Det var bønder, borgere eller embetsmenn over 25 år som kunne velges. Det kan se ut til at øyestadprestens sognebarn var orientert om de begivenhetene som hadde gått forut for bededagen, tolker vi hans følelsesladde tale rett. Han skulle jo kjenne allmuen etter 40 års virke i bygda.

Etter at eden var avlagt, var det valg. Fra Nedenes amt var det jernverkseier Jacob Aall, sogneprest Grøgaard fra Vestre Moland og lensmann Reiersen fra Holt som møtte på Eidsvoll, der grunnloven ble forfattet og Christian Fredrik ble valgt til konge.

Referanser til KUBENs samlinger
Arkiv: PA-1435, Personalia, L0406-0409



Emneord:

Etter 1800,
Arkiv,
Politikk,
Kyststrøk


HER BLE TALEN HOLDT: Øyestad gamle kirke, der Axel Christian Smith holdt sin tale på den ekstraordinære bededagen i 1814.


FAKSIMILE: Bekjentgjørelsen av den ekstraordinære bededagen 11. mars 1814.


Nytt om gammelt. Artikkelserie.
Nytt om gammelt. Artikkelserie fra KUBEN, Aust-Agder museum og arkiv. Publisert i Agderposten 1983-2004.