Da fanden spilte kort på Kloppene

Anne Tone Aanby, Aust-Agder-Arkivet
Agderposten 4. februar 1997 

I 1874 kom boka «Pjerrot» av Alv Graabenstein ut i Arendal. Det var «En samling af komiske Digte, løierlige Tildragelser, Fortællinger og breve samt Anekdoter m.m.»

Forfatternavnet Alv Graabenstein var et pseudonym for Ivar Hirsholm Bentzen. Han var prest i Øyestad, kalt dikterpresten, og ga vanligvis ut bøker og dikt under fullt navn. Hirsholm Bentzen var bl.a. den første som skrev bok om Anne og Alet, tjenestejentene som ble halshogd på Haugerud i Øyestad i 1771. Denne boka ga han også ut i 1874, under fullt navn.

Så det kan hende Hirsholm Bentzen følte han trengte anonymitet for a gi ut «Pjerrot», for her er den folkelige kunnskapen om Fanden skildra i friske toner:

«Et underligt Besøg»

Strax udenfor Arendal ligger et Sted, som kaldes «Kloppene». Paa dette Sted var der i midten af forrige Aarhundrede et Slags Kro eller Vertshus, hvori Bønderne fra de indre Bygder toge ind, naar de besøgte Byen, og hvor det da gik lystigt til med Drik, Kortspil og anden Ugudelighed. Nedskriveren af disse Linjer har hørt af en gammel Jomfru, der var født omkring 1745–60 i Kolbjørnsvig følgende Fortælling, der ret viser Overtroens Mørke i forrige Aarhundrede.

Begivenheden skulde være indtruffen i Jomfruens Barndom og kan derfor passende henlægges til omkring Aaret 1760. Fortellersken havde med egne Øren hørt den af en Skorstensfeier i Arendal som havde været Øienvidne til den mærkelige Begivenhed. «Jo, jo.» sagde Skorstensfeieren. «I kan saamen tro, at de havde et pent Besøg paa Kloppene igaaraftes.» Og nu fortalte han da den hele Tildragelse for de forundrede og lyttende Tilhørere. Vi meddele den her efter denne Indledning.

«Spillede om Penge»

«Der sad en Vinteraften en Flok berusede Fjeldmænd og spillede Kort i det omtalte Værtshus paa Kloppene. At der ikke manglede paa Sværgen og Banden og anden ugudelig Tale mellom disse raa Mennesker, falder af sig selv. De spillede om Penge. Trætte og Slagsmaal fandt rimeligvis ogsaa Sted. Efterhaanden kom der ogsaa enkelte Andre ind i Huset. Iblandt disse indtraadte der en «velklædt» Matros, der talte «østlandsk». Han bad om at faa være med i Spillet, hvilket strax blev ham indvilget. Han spillede en god Stund med Bønderne og tabte adskillige penge til dem, men dette ænsede han ikke; thi han syntes at være vel forsynet med Penge. Nu hendte det sig at nogle Kort faldt ned fra Bordet paa Gulvet. Vertinden bukkede sig ned for at tage dem op, men Marosen sagde: «Nei, nei, lad dem ligge! Det gjør Intet til sagen.» «Jo, visst faar jeg tage Kortene op», svarede vertinden og begynte at opsamle Kortene.

«En Hestefod»

Idet hun nu var beskjæftiget dermed, kom hun til at kaste Øinene under Bordet, og hvad fik hun se? Matrosen havde en Hestefod paa det ene Ben, som han paa en underlig Maade havde slynget rundt det ene Bordfod. Forfærdet reiste hun sig igjen og sagde til Bønderne: «Jo, jo det er saamæn den rette Karl, som I spiller med!» Hun fortalte dem nu hvad hun havde seet, og at det var Hr. Lucifer i høistegen person, som var deres medspiller.

Nu tog Spillet en Ende med Forskrækkelse. Man vilde have Matrosen ud, men han var hverken med det Gode eller det Onde at formaa til at forlade Huset og gjorde i det Hele saamegen Kvalm og brugte Saamange onde og fornærmelige Ord til Gjesterne, at der blev den største Forstyrrelse i Kroen. Nu vare gode Raad dyre. Man besluttede at sende Bud til de to Præster i Arendal. D’Hrr. Kolstrup og Disselberg, at de ufortøvet maatte komme og drive den Onde ud af Huset. Imidlertid havde ogsaa Efterretningen om mærkelige Besøg paa Kloppene som en Løbeild udbredt sig i Arendal og en Mængde af Byens Indvaanere strømmede op til Stedet for at faa se den østlandsk talende matros, hvis rette Nasjonalitet paa en saa ubeleielig Maade var bleven røbet ved Hestefoden.

«Det sorte Skole»

Baade Hr. Kolstrup og Hr. Disselberg kom; men uheldigvis havde ingen af disse Herrer besøgt «den sorte Skolen». Svartebogen, som maatte indeholde den bedste veiledning, fandtes ikke i Deres Huse. De gjorde hvad de kunde, men magtede ikke at udrette Noget. Tvert imod siges der om den Onde, at «han gav dem Stykke for Stykke.» De maatte saaledes med uforrettet sag trække sig tilbage. Da erindrede heldigvis en af de i Nød Stedte den residerende Kapellan paa Lille-Øiestad, der i Alminnelighed benævnedes «Hr. Mikkel». Denne Mand var berømt for sin Dygtighed i «Cypriani frie Kunster». «Han havde ingen Skygge», som vi kan læse af Sognepræst A. Fayes Skrift: «Bidrag til Øiestad Præsters og Præstegjelds Historie». i hvilket Skrift der også ses at «han eiede Svartebogen og kunde mane Djævelen».

«Magt over den Onde»

Som et bevis paa hans magt over den Onde berettes, at, da han engang kjørte fra Fjære Sogn til sit Hjem, rev Mørkets Drot det ene Hjul bort af hans Vogn, men Hr. Mikkel bad blot sin Tjenestedreng, som ledsagede ham, om at holde sig fast, og kjørte saa med det andet tilbageblevne Hjul i susende Fart til sit hjem, idet han lod Hr. Urian selv springe med og holde Vognen op istedetfor det manglende Hjul.

«Vi maa have Bud til Hr. Mikkel!» lød det nu fra alle Munde. «Han er den rette Mand. Kan ikke hand faa bugt med Karlen, saa ved vi ingen Raad.» Hurtig blev en rask hest forspændt en Slæde, og en Expres med paalæg om at skynde sig afsendt til Lille-Øiestads Kapellangaard. Budet kjørte alt hvad Tøiet kunde holde.

Den Onde og Pastoren

Da den Afsendte med den dampende Hest kjørte op til Lille-Øiestad, blev han forundret ved at se Hr. Mikkel staaende med Reisepels og fuldt indpakket i døren til sit Hus. «Ja, jeg ved, hvad I vil,» raabte han den Kommende imøde. «Jeg ved hvorledes det staar til dernede.» Hr. Mikkel havde alt læst hele Begivenheden i sin sorte Bog. Han steg øieblikkelig i Slæden og afsted gik det tilbage til Kloppene. «Ja saa, Godkarl! saa det er dig, som er ude og gaar,» var de Ord, hvormed Hr. Mikkel hilsede Personen med hestefoden, da han traadte ind i Stuen. Der begyndte nu en samtale mellem den Onde og Pastoren, i hvilken den Første gjorde den Sidste flere nærgaaende Beskyldninger. «Du har stjaalet,» sagde matrosen med Hestefoden. «Har jeg stjaalet?» sagde Hr. Mikkel. «Ja, du har stjaalet et brød,» sagde den Onde. «Det er sandt,» svarede Præsten. «Det var i mine Studentdage. Jeg var meget hungrig og gik forbi en Bagerbutik. Da tog jeg et Brød for at stille min hunger. Jeg haaber at denne Synd er bleven mig tilgivet.» «Du har stjaalet mere, du har ogsaa stjaalet en Bog,» vedblev Hr. Lucifer.

«Manede Mørkets Drot»

«Det er ogsaa sandt», vare Hr. Mikkels Ord, men «det angrer jeg ikke. Jeg tog Bogen, fordi jeg fryktede for, at de folk i hvis Besiddelse den var, skulde komme i Uleilighed ved den, thi du maa vide, at det var en Bog til at fordrive dig og dine Udsendinger med.» Nu blev den Slemme meget cynisk i sin Tale og beskyldte Hr. Mikkel for at have forrettet sin Andagt og holdt Bøn paa et Upassende Sted og paa en ligesaa upassende Tid.

Svaret som han tik herpaa, indeholdt vistnok en tilstaaelse af Factum, men var tillige saa foragteligt, at det ikke her gengives. Det viser, at Hr. Mikkels Taalmodighed nu var udtømt, og han tilføiede da ogsaa: «Nu, ikke et Ord mere!» Den Onde, som saa at her havde han sin Overmand for sig, og at han maatte ud af Huset, bad om Tilladelse til at fare ud gjennom Skorstenspiben. «Nei, den Vei er meget for god for dig,» sagde Pastoren, som nys havde erklæret, at selv Excrementet var meget for godt for hans Hestefodede Antagonist. Kapellanen fra Lille-Øiestad tog nu en Knappenaal og borede dermed et Hul i et Blyvindu. «Derigjennom skal du ud,» sagde han. Og saa manede han Mørkets Drot ud gjennom Knappenaalshullet. Den piben og Skrigen, som hørtes under Udmaningen, var fryktelig, og da Fyren endelig kom ud, faldt der tre sorte Blodsdraaber i Vinduskarmen. Hr. Mikkel reiste nu hjem som en triumferende Mand, og der vides ikke, at den Slemme oftere har gjort Besøg paa et Sted, hvor han fandt en saa haard Modtagelse.»

Saaledes lyder beretningen om det mærkelige besøg paa Kloppene. Den gamle Jomfru, som har meddelt den, var saa lidet hævet over sin Tids Overtro, at hun slet ikke tvivlede paa Fortellingens sandhed. Se non è vero, è ben trovato.

Ruvende skikkelser

Ja, så far vi vel bare tro det er sant at øyestadpresten Mauritz Wardan (kalt Hr. Mikkel, kapellan fra 1705–1734) hadde Svarteboka og kunne mane ut selveste Djevelen. For prestene Hirsholm Bentzen i Øyestad og Faye i Holt var to ruvende presteskikkelser i sin samtid. Og de kunne vel ikke fare med løgn? Begge hadde god innsikt i sine sognebarns trosgrunnlag, og de skrev begge om overtro. Faye ga ut Norges første tradisjonssamling med «Norske Folkesagn» i 1833.

Sagnet, og tradisjonen fra Øyestad, som forteller at presten hadde Svarteboka, var i pakt med vanlig norsk folketradisjon. Opphavet var hekseprosesser og djevletro ute i Europa på 1500-tallet, en bølge som nådde Norden og som blant annet etterlot seg svartebøkene. Trolldom som tok sin tilflukt til djevlebesvergelser, var kalt svartekunst. Derav fikk trolldomsbøkene navnet sitt, ifølge Hilmar Stigum i Folketro.

Trollmannen Cyprianus

En annen betegnelse var «Cyprianus’ frikonst» etter trollmannen Cyprian. Legenden forteller at han Var en hedensk trollmann som ble omvendt til kristendommen og led martyrdøden. Svartebøkene gikk også under navn av 6. og 7. Mosebok. Folk trodde nemlig at de lærde hadde utelatt disse fra Bibelen for at legfolk ikke skulle få tak i innholdet, men at enkelte prester hadde dem. Og som vi ser, det var nettopp fordi Hr. Mikkel ikke ville at sognebarna skulle «komme i Uleilighed ved den» at han stjal svarteboka.

Presten I. H. Bentzen presenterer også Hr. Mikkel med at han var berømt for sin dyktighet i «Cypriani frie Kunster». Faye forteller at Hr. Mikkel ikke hadde skygge for å plassere ham. Også dette er i fullt samsvar med norsk folketradisjon. Svartebøkene utga seg for å være avskrifter av originaler som hadde vært i bruk ved trolldomsskolen i Wittenberg. Prester som hadde svarteboka, hadde studert ved Wittenberg, sier folketradisjonen.

De manglet skygge

Kjennetegnet på disse var at de manglet skygge. Mest kjent av slike prester er Petter Dass. Sagnet forteller at det ble bare opptatt 12 disipler i «svarteskolen». Djevelen sjøl var læremester, og han skulle ha den siste som var inne til prøve som lønn. Hr. Petter var den siste denne gangen, men han lurte læremesteren sin. Han sendte skyggen sin isteden. Derfor hadde ikke nordlandspresten skygge, selv i heteste solskinn, fortelles det. Hr. Mikkel i Øyestad er derfor i trygt selskap. Han fikk et ettermæle like frodig som Petter Dass' sitt. Og presten L. H. Bentzen, som også var prest i Åmli og Landvik, har gitt oss en livfull skildring av den levende folketrua i Arendalsområdet for et par hundre år siden.

Referanser til KUBENs samlinger
Boksamling: Ulv Graabenstein (pseud. J.H. Bentzen): Pjerrot: en samling af komiske digte, løierlige tildragelser, fortællinger og breve samt anekdoter m.m. Arendal 1874. (ref.)



Emneord:

Etter 1800,
Bøker og trykksaker,
Tro og religion,
Kyststrøk


KLOPPENE: Omtrent slik så det ut på Kloppene da Fanden var på besøk i 1870. (Etter maleri av Chr. Rummelhoff 1870).


Nytt om gammelt. Artikkelserie.
Nytt om gammelt. Artikkelserie fra KUBEN, Aust-Agder museum og arkiv. Publisert i Agderposten 1983-2004.